Sorte penge forsøder livet for arbejdsløse

Mere end hver tredje arbejdsløs og hver femte førtidspensionist har travlt på det sorte arbejdsmarked.

Også sygemeldte og folk på kontanthjælp forsøder tilværelsen med lidt sorte penge ved siden af den forsørgelse, de får fra staten.

Det viser en ny stor undersøgelse om danskerne og det sorte arbejde, som forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed har gennemført.

Knap 37 procent af de arbejdsløse arbejder sort og 20 procent af førtidspensionisterne. Den sorte timeløn for en arbejdsløs er i gennemsnit 132 kroner, mens en førtidspensionist typisk får 121 kroner i sort timeløn.

Også unge under uddannelse er blandt dem, der topper listen over folk, der arbejder sort, og her er timelønnen i gennemsnit 114 kroner.

Sort arbejde er dog udbredt blandt danskere i alle faggrupper og brancher. Men det er især udbredt blandt håndværksfagene, hvor hver anden mand arbejder sort, samt i hotel- og restaurationsbranchen, i produktion og transport.

Jyder og folk på landet er dem, der arbejder mest sort. En stor del af det sorte arbejde sker dog i form af gentjenester eller en blanding af gentjenester og betaling uden om skattefar.

Ved at arbejde sort gør førtidspensionister, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere sig skyld i en form for socialt bedrageri, som danskerne - ifølge undersøgelsen - ikke ser med milde øjne på.

Otte ud af ti danskere synes, der er i orden at skolepigen tjener 200 kroner sort om måneden. Og næsten halvdelen af befolkningen synes det er o.k., at håndværkere tjener 10.000 kroner om året sort.

Men når det kommer til socialt bedrageri, siger de fleste danskere fra. De bryder sig heller ikke om, at der snydes i skat, eller at man undlader at købe billet til tog og busser.

Så ser vi med langt mildere øjne på, at en privat husholdning får udført sort arbejde - når bare det ikke kammer over.

/ritzau/

Førtidspensionister, sygemeldte og arbejdsløse har travlt på det sorte arbejdsmarkedet. Timelønnen er mellem 118 og 132 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret