Spansk-tysk Frankenstein bliver stærk Vestas-konkurrent
Tyske Siemens og spanske Gamesa er tæt på en fusion. Det giver Vestas en enorm konkurrent, siger analytiker.
Det er to vindmølleproducenter med hver sine styrker, der går sammen, hvis tyske Siemens og spanske Gamesa gør alvor af planerne for en fusion.
Sammen vil de blive en hård konkurrent til Vestas, men samlet set vil en fusion være en god nyhed for den aarhusianske storspiller på markedet for vindmøller.
Det vurderer Jacob Pedersen, Vestas-analytiker hos Sydbank, efter nyheden, om at Gamesas bestyrelse har godkendt en fusion med Siemens vindmølleforretning.
- Det skaber en meget stærk konkurrent, hvis de to går sammen. Men det spiller også en konkurrent af banen på rigtigt mange markeder. Jeg ser dem ikke tage flere ordrer fra Vestas, end de gør hver for sig i dag.
- Sammen vil de to selskaber få bedre indtjeningsmuligheder, men jeg venter bestemt ikke, at de vil sænke priserne for at tage markedsandele, siger analytikeren.
En fusion giver samtidig virkelig god mening for de to selskaber. Siemens er stærke på havvindmøller, hvor selskabet for længe siden gav Vestas baghjul.
Men Siemens har haltet bagefter, når det kom til vindmøller på land.
Gamesa har en stærkt forretning på land. Ikke mindst på attraktive vækstmarkedet som Sydamerika, Latinamerika, Kina og Indien.
- Rationalet i en fusion mellem Siemens og Gamesa er meget, meget tydeligt. Og der er ingen tvivl om, at de tilsammen vil have en stærk forretning, siger Jacob Pedersen.
Vestas ønsker ikke at kommentere fusionen, skriver kommunikationsdirektør Michael Zarin.
Ifølge statistikportalen Statista er Siemens og Gamesa verdens henholdsvis fjerde- og femtestørste vindmølleproducent med markedsandele på 8,0 og 5,4 procent. Til sammenligning har Vestas en markedsandel på 11,8 procent.
- Det bliver en stor spiller, nok også den største i verden, siger Jacob Pedersen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde