Spar Lolland kan være på vej til krak
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Finanstilsynet advarer: Nye bankkrak på vej.
Flere banker i Danmark står med ryggen mod muren og risikerer så slemme øretæver, at de kan ende med at dreje nøglen om. Deriblandt Spar Lolland skriver Børsen.
Det skyldes nye, skrappere nedskrivningsregler, der er kommet som en tyv om natten hos en række i forvejen nødlidende pengeinstitutter, skriver Børsen.
Avisen skriver, at de skærpede regler allerede i denne uge kan sætte flere af landets svagere banker under et så voldsomt pres, at de kan være i aktuel fare for kollaps, fordi nedskrivningerne æder de beskedne reserver i deres pengetanke.
- Der er altid en risiko for, at nogen bliver ramt af så hårde stød, at de ikke længere har kapital til det. Så det er der en risiko for, siger underdirektør Kristian Vie Madsen fra Finanstilsynet til Børsen.
- Det er meget blandet, hvordan bankerne kommer ud. Nogle kommer ud med betydeligt flere nedskrivninger, men andre kommer mere jævnt ud. Det handler meget om, hvad og hvem den enkelte bank har lånt ud til, tilføjer han.
Underdirektøren i Finansrådet vil ikke sætte navn på de mest pressede banker, men Børsen peger på Vestjysk Bank og Spar Lolland, som er henholdsvis nummer ni og 15 på listen over Danmarks største banker.
Lektor Jan Bartholdy, Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, mener også, at nogle pengeinstitutter risikerer at krakke.
- Man kan godt forestille sig, at dem, der har lånt meget ud til landbrug med kvæg og svin, kan få det svært. Deres produktionsomkostninger er steget, og priserne er ikke fulgt med, siger han til Børsen.
- Vi får nogle fusioner i banker, der egentligt er sunde, men som ikke kan få bygget nok egenkapital op til at klare fremtidige solvenskrav. Og så får vi fusioner i banker, der er ved at gå neden om og hjem.
Bankanalytiker Nicholas Rohde fra Niro Invest spår også, at der kommer flere bankkrak, men det store spørgsmål er, hvem det bliver, lyder det.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker