Spar Lolland: Vi holder fast i vores kunder

- Uroen om Spar Lollands økonomi har betydet farvel til kunder. Men slet ikke nogen masseflugt. Og vi har da også fået nye kunder, sådan siger siger direktør Ulrich Jespersen i dag til Folketidende.

Det lokale pengeinstitut har været under hårdt økonomisk pres med massiv omtale det meste af året. Men kunderne har altså ikke i stort tal valgt at forlade sparekassen, som har bebudet, at man senest med udgangen af året vil være klar med ny struktur og ejerforhold.
- Selvfølgelig har vores stærke eksponering i forhold til økonomien betydet, at der er nogle kunder, som har valgt at skifte pengeinstitut. Men nogen masseflugt er der slet ikke tale om. I øvrigt har vi da også fået nye kunder i denne periode, siger Ulrich Jespersen.
Bankens almindelige drift er i øvrigt heller ikke smertensbarnet. Det er derimod en række store og mere risikable engagementer.

Spar Lolland har netop offentliggjort regnskab for 3. kvartal i år, og her kan man også konstatere, at basisindtjeningen - altså den regulære drift eller kerneforretningen - gav 27 millioner kroner, hvilket følger budgettet.
Til gengæld har Sparekassen Lolland lige nu ikke den store glæde af, at man har overskudslikviditet, fordi renteniveauet er meget lavt.
- Vi har haft fald i personale- og administrationsomkostningerne, og det har påvirket indtjeningen positivt. Vi venter stadig, at basisindtjeningen for 2012 vil blive cirka 100 millioner kroner, siger Ulrich Jespersen.
 

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret