Stik imod alle forventninger kan regeringen og Dansk Folkepartis sparepakke være med til at løfte huspriserne.
Det viser beregninger foretaget af såvel Nykredit som Nordea, skriver Børsen.
- Vores beregninger viser, at regeringens sparepakke stort set ikke kommer til at påvirke huskøbere i negativ retning. Faktisk kan en stram finanspolitik isoleret set være med til at holde renten nede, og en lav rente kan være med til at sikre, at huspriserne stiger mere, end vi hidtil har forventet, forklarer Troels Theil Eriksen, som er boligøkonom i Nordea, til Børsen.
Han påpeger, at sparepakken hovedsageligt påvirker rige folk og familier med mange børn. En sandsynlig effekt kan betyde, at denne type familier må gå et værelse eller to ned, når de kigger på hus.
Spareplanen fra regeringen og Dansk Folkeparti har blandt andet udskudt de planlagte topskattelettelser og skåret i børnechecken.
Til gengæld er der rigtig positive takter at hente ved den lave rente. I Nykredit forventer økonomerne, at huspriserne vil stige mellem én procent og to procent om året over de kommende år - hvis ikke mere.
- Isoleret set vil en fortsat lav renten betyde, at huspriserne kan stige med omkring 8 procent frem mod 2012. Men vi skal huske på, at renten spiller en afgørende rolle, og hvis centralbankerne strammer grebet betydeligt, kan huspriserne falde med nogenlunde samme størrelse, forklarer John Madsen, cheføkonom i Nykredit, til Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde