Spirende investeringslyst i erhvervspark
Ifølge udviklingschef Mads Stærk er Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune netop nu i dialog med tre virksomheder, som ser potentiale i at etablere sig i erhvervsparken ved afkørsel 43. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Business Park Falster udvikler sig i støt og roligt tempo med tiltagende interesse
NØRRE ALSLEV: Udviklingen af det store erhvervsområde ved afkørsel 43 ved Nørre Alslev kaldet Business Park Falster har ikke været et højhastighedstog, der bare har buldret derudad. Udviklingen er sket i et lidt mere stille og roligt tempo.
Forventningen har da heller ikke været, at erhvervsparken blev fuldt belagt fra den ene dag til den anden. Business Park Falster har et mere langsigtet perspektiv, der skuer frem mod den kommende Femern-forbindelsen og det potentiale, tunnelen giver, når den åbner i 2028.
Sådan lyder konklusionen fra Mads Stærk, udviklingschef i Business Lolland-Falster, som samarbejder med Guldborgsund Kommune om at markedsføre erhvervsparken og tiltrække virksomheder til erhvervsområdet, der blev åbnet tilbage i 2016.
- Vi har haft nogle år, hvor tingene måske ikke har udviklet sig i højt tempo, men det sidste års tid har vi kunnet mærke, at der er en investeringslyst at spore, og at det er begyndt at accelerere igen, konstaterer Mads Stærk.
I øjeblikket er Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune i dialog med tre virksomheder, som har udvist interesse for at etablere sig i erhvervsparken.
Otte grunde købt
Senest annoncerede Biofuel Express i november 2021, at virksomheden har købt en grund i området, som skal bruges til et tankanlæg, der kan forsyne blandt andet lastbiler med biobrændstof.
I alt har otte virksomheder nu købt en grund i Business Park Falster. Ud over Biofuel Express er det Falck, Burger King, kranvirksomheden BMS, tankanlægget Go’on og elladestationen Allego, Jørgensen Dæk og TK Energy.
Lige nu er omkring 450.000 kvm tilgængelig i erhvervsparken.
Når det i en periode måske er gået lidt trægt med at udvikle erhvervsparken, kan det ifølge Mads Stærk skyldes corona-pandemien, som har været en stopklods for mange aktiviteter.
- Men responsen på corona har været en ekspansiv finanspolitik, som sætter mere gang i samfundsaktiviteterne. Og for hele Lolland-Falsters vedkommende er det sådan, at, når der har været højkonjunktur i Danmark gennem nogle år, så bliver investeringslysten også større i vores område. Samtidig er Femern-projektet nu skudt i gang, og det gør, at vi nu begynder at se en stigende interesse for erhvervsparken, fortæller Mads Stærk.
Tid at løbe på
Han minder dog om, at der stadig er mange år til, at Femern-forbindelsen åbner. Efter planen skal tunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden åbne i 2028.
- Det er en relativ lang investeringshorisont for nogle virksomheder. Nogle kigger mere på, hvad der sker de næste 2 til 4 år. Men i takt med, at vi kommer tættere på åbningen af Femern-forbindelsen, vil det blive mere oplagt for visse erhverv at etablere sig ved afkørsel 43. Det gælder bl.a. for transport- og logistikerhvervet, siger Mads Stærk.
Lokalplanen for området blev ændret i oktober 2020, så ikke kun transporttunge erhverv og serviceerhverv kunne etablere sig, men også erhvervsdomiciler i form af bl.a. kontorbygninger kunne placeres i området.
- Det har vi ikke rigtigt kunnet mærke effekten af endnu. Det er ikke sådan, at kunder har stået i kø for at lave domicilejendomme. Men igen så kom corona også, hvilket gav en opbremsning, siger Mads Stærk.
Ifølge udviklingschefen viser erfaringerne fra andre erhvervsområder også, at det tager noget tid at udvikle sådan et område.
- Hvis man ser 20 år tilbage, så lå der ved det nuværende transport- og logistikområde ved Køge en tankstation og en Burger King, og så kom der et Netto-varelager til, og så begyndte tingene stille og roligt at glide. På samme måde ser man også i Nørre Alslev og i Maribo Erhvervspark for den sags skyld, at det er serviceområderne, der først bliver etableret, og så baner det vejen for andre typer virksomheder, forklarer Mads Stærk.