Stabil rente er med til at give rekordfå lånetilbud i februar
Ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er det særligt, hvis renten rykker sig mærkbart, at vi vil se en stigning i antallet af lånetilbud. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nye boligskatter og stabile renter kan forklare, at rekordfå indhentede lånetilbud i februar, mener økonom.
Danske boligejere viste lav interesse for at konvertere deres boliglån, og det er med til at give rekordfå lånetilbud i februar.
Boligejerne indhentede i alt 9556 lånetilbud i februar, hvilket er 29 procent færre end i februar 2023 og samtidig det laveste antal siden statistikkens start i 1996.
Det viser tal fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, mener, at det lave antal lånetilbud hænger sammen med, at få boligejere konverterer deres boliglån i øjeblikket.
- Efter en længere periode med en rente på et forholdsvist højt niveau, har mange lagt lån om, og der er nu færre danskere, hvor en omlægning af boliglånet kan være interessant, siger han i en pressemeddelelse.
Det lave niveau for indhentede lånetilbud var også gældende i store dele af 2023, som endte på det laveste niveau i 27 år. Det påpeger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.
- Det er der tre gode forklaringer på. Færre bolighandler ovenpå overgangen til de nye boligskatter, nedgang i nybyggeriet og et renteniveau som ikke rigtig inviterer til stor konverteringsaktivitet, skriver han i en kommentar til tallene.
Ifølge Brian Friis Helmer er det særligt, hvis renten rykker sig mærkbart, at vi vil se en stigning i antallet af lånetilbud.
Derfor vil vi muligvis se en stigning i antallet af lånetilbud, hvis renten falder i løbet af 2024, mener han.
- Det vil især afhænge af, hvor stort et eventuelt rentefald bliver, men skulle det ske, så vil det også give flere konverteringer og fornyet stigning i lånetilbuddene, skriver han.
Kigger man kun på antallet af lånetilbud, som er indhentet til at købe bolig, er antallet steget ni procent fra januar til februar.
Det er dog fortsat på et historisk lavt niveau, hvis man sammenligner med samme tidspunkt tidligere år, påpeger Finans Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie