Stadig flere borgere får hentet det affald, som den seneste tid har hobet sig op i fem københavnske omegnskommuner.
Det sker, selv om en række personer torsdag blokerede Vestforbrænding i Glostrup, hvor vognmændene skulle aflevere skraldet fra Ballerup, Herlev, Hvidovre, Glostrup og Gladsaxe.
- Vores ny firma kom kun af med et par læs, fortæller Pia Vendelholt, forsyningschef i Gladsaxe Kommune.
Det skyldes, tilføjer hun, at chaufførerne var meget betænkelige ved at tage flere ture ud til Vestforbrændring på grund af de episoder, der havde fundet sted. Torsdag eftermiddag manglede vognmanden at aflevere et par læs.
- Vi gør et nyt forsøg fredag og ser, hvor langt vi når. Hvis vi skønner det nødvendigt, tager vi også weekenden med, fortæller forsyningschefen.
I Ballerup forventer kommunaldirektør Anders Agger, at kommunen i løbet af højst fem-syv dage igen er på højde med situationen.
- Vi har torsdag haft fire skraldebiler i gang, og de fik afleveret skraldet - i en vis udstrækning med hjælp fra politiet, beretter kommunaldirektøren.
I Hvidovre Kommune kalder miljøchef Carsten Raad Petersen det en succes, at kommunens ny vognmand fik afhentet og afleveret så meget affald, som det var tilfældet.
- Vi nåede ikke alt det, vi havde håbet på, bl.a. fordi det tog længere tid at læsse af, end vi havde regnet med. Men jeg tror, at vi temmelig hurtigt kommer på omgangshøjde med situationen, siger miljøchefen i Hvidovre.
Alle fem kommuner har indgået aftaler med nye vognmænd efter at have opsagt kontrakten med firmaet HCS. Efter lang tids konflikt blev de strejkende vognmænd fra dette firma fyret, og det var tilsyneladende dem, der tog initiativ til aktionerne ved Vestforbrænding.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned