Stærke medicinalaktier sender indeks tæt på status quo
Det danske aktiemarked har taget en overraskende vending efter en blodrød start på dagen.
Det lignede fra morgenstunden en dramatisk nedtur for de danske eliteaktier oven på Donald Trumps valgsejr i USA.
Men en folkeafstemning i en enkelt delstat har tilsyneladende betydet, at C20 Cap-indekset bliver knap så hårdt ramt, som det først så ud til.
De danske medicinalaktier stiger nemlig alle så meget, at det opvejer markante fald for andre toneangivende aktier som Vestas og A.P. Møller Mærsk
Det sker formentlig som følge af, at den såkaldte Proposition 61 blev nedstemt i Californien.
Forslaget gik på at sætte en begrænsning på, hvor meget den statslige sundhedsforsikring må betale for medicin.
Men det er altså taget af bordet nu, og det mener chefanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets er positivt for medicinalaktierne.
- Jeg tror faktisk, at det er den allerstørste grund til, at aktierne kører op i dag.
- Det har været frygtet hos medicinalselskaberne, at det kunne sprede sig til andre stater, hvis det blev et ja, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.
Novo Nordisk er ved 11-tiden steget med 7,5 procent, mens Lundbeck ligger til en stigning på 3,8 procent.
Også Genmab, der stiger 3,6 procent er blandt de 20 største aktier på fondsbørsen i København, målt på markedsværdi.
Desuden stiger Bavarian Nordic og Zealand Pharma, der begge har offentliggjort regnskab onsdag, med henholdsvis 7 og 4 procent, mens Ambu, der producerer hospitalsudstyr, stiger 4,4 procent.
I den anden ende af indekset befinder Vestas sig med et fald på 5,8 procent, mens A.P. Møller - Mærsk-aktierne er blevet 3 procent mindre værd.
Transportfirmaet DSV, der vil blive ramt af de toldmure, som Donald Trump har truet med at indføre, falder 2,7 procent.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde