Det koster næsten intet for statskassen at lade hussælgere, købere, advokater, ejendomsmæglere og andre rådgivere slå op på de digitale tinglysningssider for at følge en sag gennem systemet.
Til gengæld skovler samme statskasse flere hundrede millioner kroner ind, fordi der skal brugerbetales for opslagene, oplyser DR Nyheder.
Men da der ikke er sammenhæng mellem det, man betaler for opslagene og de udgifter, det offentlige har med at fremstille dem, er der med andre ord tale om en skat.
Allerede før loven blev lavet, foreslog Domstolsstyrelsen under Justitsministeriet at afskaffe gebyrerne ved indførelsen af digital tinglysning.
Styrelsen skrev i et høringssvar til betænkningen, at det ville lette administrationen, mindske fejlkilder og overbevise borgerne effektivt om, at der var tale om en økonomisk og praktisk lettelse for dem. Alligevel blev spørgsmålet om afgifterne aldrig fremlagt for folketinget.
Ganske vist er det gratis at slå op for ejeren, men alle andre - for eksempel de rådgivere, der ordner hushandlerne for parterne - betaler.
- Og eftersom de udgifter rammer boligejerne i sidste ende, kan vi lige så godt sige, at så opkræver vi ikke betaling for opslag overhovedet, indtil systemet fungerer, siger den socialdemokratiske forbrugerordfører Benny Engelbrecht til DR Nyheder.
Han suppleres af Dansk Folkepartis Kim Christiansen.
- Hvis statskassen tjener på det her, bør den betale penge tilbage til borgerne, siger han til DR Nyheder.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) er kaldt til åbent samråd om sagen i folketingets retsudvalg på torsdag.
Samtidig med indførelsen af den digitale tinglysning ophørte muligheden endda for gratis at slå nogle af oplysningerne op på Tingbladet.dk, som var en del af Statstidende betalt af Justitsministeriet. Den mulighed ophørte den dag, Tinglysningsretten i Hobro åbnede sine elektroniske døre.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde