Staten giver hvert år godt 11 milliarder kroner til erhvervslivet, uden at der efterfølgende følges op på, hvordan pengene er blevet brugt. Dermed udbetales over halvdelen af statstøtten til erhvervslivet i blinde.
Det fremgår af en omfattende kortlægning, som Mandag Morgen har lavet af de mere end 130 små og store erhvervsstøtteordninger, som hele ni forskellige ministerier administrerer.
Den samlede årlige danske statsstøtte er i dag på ca. 21,5 milliarder kroner. Heraf anvendes godt halvdelen på de såkaldte indirekte ordninger, som blandt andet fritager dagblade, landmænd, sømænd og taxavognmænd for at betale moms, afgifter eller skatter.
- Store dele af den danske erhvervsstøtte er ikke synlig, fordi den gives som fritagelse fra moms og skattebetaling. Det er svært at se, hvad der kommer ud af det, siger forhenværende overvismand, professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet, til magasinet.
Rigsrevisionen er ifølge Mandag Morgen på vej med et notat, hvor rigsrevisorerne vil efterlyse større gennemsigtighed i støtteordningerne.
Også Dansk Erhverv efterlyser en sanering af erhvervsstøtten.
- Det kan godt være, at der engang har været gode begrundelser for den ene eller den anden ordning, men vi ved det ikke længere. Lad os fjerne alle ordningerne og begynde på en frisk, siger Jens Brendstrup, politisk-økonomisk direktør i Dansk Erhverv til Mandag Morgen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker