Statsansatte rykker sig tættere på aftale

Forhandlingerne om en ny overenskomst for knap 200.000 statsansatte fortsætter på fuld tryk, efter at det afsluttende forhandlingsmøde blev skudt i gang i Finansministeriet torsdag.

Der er fortsat optimisme i forhold til at nå til vejs ende i denne omgang og få et resultat i hus. Kilder tæt på forløbet venter, at et resultat meget vel kan være på plads i løbet af fredagen.

Angiveligt er der ikke opstået særlige forhindringer i samtalerne. Men forhandlingerne om de enkelte emner har blot en tendens til at trække længere ud, end det de mere optimistiske havde forudset.

Parterne forhandler blandt andet om at ændre aftrædelsesalder for tjenestemænd i politi og forsvar. Denne del af forhandlingerne er trukket lidt til en side, fordi de enkelte organisationer forhandler på deres eget område.

Desuden er der mere centrale forhandlinger om forhold som løn og den omstridte arbejdstid, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) gerne vil have flere til at arbejde længere.

- Alt går efter planen, lyder det beroligende fra en kilde nær forhandlingsprocessen.

/ritzau/

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de statsansatte rykker tættere på - kan nå til vejs ende i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret