Stein Bagger ændrer forklaring

Man har én forklaring, til man afgiver en ny. Det kan både forsvarer og anklager konstatere, efter Stein Bagger torsdag gav sin version i sagen mod sin tidligere forretningspartner, Mikael Ljungman.

Ljungmans forsvarer Ebbe Mogensen er tydeligt tilfreds med Baggers forklaring, og kalder det "en god dag for hans klient".

- Jeg forventer hvad som helst, når jeg møder i retten i de her sager. Men jeg noterede mig med glæde, at Bagger virkede sådan, at han gerne ville belyse sagen bedst muligt, og som han selv sagde - uden at lægge til eller trække fra, siger Ebbe Mogensen.

Spørgsmålet, som forsvarer og anklager slås om, er, om Ljungman var klar over, at de provisioner han fik udbetalt af Bagger, var en del af et svindelnummer. Mens Bagger tidligere har forklaret, at Ljungman var indforstået, så forklarede han torsdag, at han blot gik ud fra, at Ljungman vidste, at det var ulovligt, men at han aldrig sagde det direkte til ham.

- Jeg burde være vanvittig vred på ham, men egentlig havde jeg bare ondt af ham. Jeg kunne se, at han var slidt, og at han synes, det var svært, siger Mikael Ljungman efter retsmødet.

Han er meget tilfreds med, at Bagger ændrede sin forklaring.

- Jeg håbede, at det ville være sådan, når han først sad over for mig, siger Mikael Ljungman, som havde set frem til Baggers tur i vidneskranken.

Han mener dog stadig, at Bagger ikke fortalte sandheden på nogle punkter. Blandt andet afviser han, at de to skulle have delt de store pengebeløb, som Bagger hævder.

- Han har fået rabat på fem års fængsel, og han har været presset, siger han.

Anklager Per Justesen tager også til efterretning, at Baggers forklaring på nogle punkter var anderledes, end det han tidligere har forklaret.

- Når mennesker mødes, så opstår der ting og sager, siger anklageren, som dog ikke vil tage stilling til, om grundlaget for at rejse sagen mod Ljungman er smuldret efter dagens retsmøde.

/ritzau/

Mikael Ljungmans forsvarer Ebbe Mogensen konstaterer, at Stein Baggers forklaring i vidneskranken på en række punkter afveg fra hans tidligere forklaringer.

Offentliggjort Sidst opdateret