Stein Bagger snydt af indisk direktør

Der blev også snydt i IT Factorys datterselskab i Indien. Nye oplysninger viser, at en indisk IT Factory-direktør synes at have tømt firmaets lokale pengekasse for flere millioner kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Som vi ser det, har den stedlige daglige leder af IT Factorys datterselskab i Indien i dagene efter IT Factorys konkurs ret effektivt tømt kassen, siger Boris Frederiksen, kurator i IT Factory-konkursboet.

En lokal gennemgang af regnskabsbøger og bilag afslører, at den lokale pengekasse i Indien er blevet tømt for omkring to millioner kroner i kølvandet på IT Factorys konkurs 1. december 2008 på grund af Stein Baggers omfattende svindel.

- Det er ikke sat i system på samme måde som Stein Baggers leasingsvindel, og det er heller ikke særlig elegant gennemført, siger Boris Frederiksen.

Han forklarer, at millionerne er forsvundet ved, at der er trukket store beløb ud ved brug af falske bilag vedrørende blandt andet rejser og husleje.

Da Stein Bagger tog flugten fra Dubai, og den tidligere bestyrelsesformand Asger Jensby blev tvunget til at erklære IT Factory konkurs, havde firmaet omkring 100 mand ansat i det indiske datterselskab IT Factory India, der udviklede og programmerede software.

I første omgang forsøger Boris Frederiksen at få den indiske direktør, som er indisk statsborger, til frivilligt at levere de forsvundne millioner tilbage. Slår den plan fejl, er han dog ikke indstillet på at opgive sagen. I stedet vil man skride til en politianmeldelse.

/ritzau/

Indisk direktør i IT Factory snød it-firmaet for to millioner kroner. Der er brugt falske bilag til at hive pengene ud, oplyser kurator.

Offentliggjort Sidst opdateret