Stewardesse-formand er slidt op af SAS

Det tager hårdt på familielivet og kræfterne, når man den ene gang efter den anden skal kæmpe mod fyringer, forringelser og nedskæringer.

Derfor vælger formanden for kabinepersonalet (CAU) i SAS Verner Lundtoft Jensen at stoppe.

- Ting sker sommetider hurtigt. Men jeg har også nået en alder nu, hvor jeg har siddet her i mange år. Så der er ikke noget odiøst i, at jeg nu har valgt at sige stop, siger Lundtoft om beslutningen, der overraskende blev meldt ud onsdag.

Den afgående formand i CAU har siddet i fagforeningen siden 1994, de 12 af årene i ledelsen - og de sidste otte har han været formand. Selv siger han, at nu skal der unge kræfter til.

- Der sker jo en fuldstændig omvæltning i SAS nu - og det er måske et meget godt tidspunkt, der også kommer nye ansigter på i fagforeningerne, siger han og fortsætter:

- Respekten for mine medlemmer er lavere, end den nogensinde har været. Og arbejdsforholdene er dårligere end før. Behovet for at gøre en aktiv indsats fra fagbevægelsen er endnu større nu end tidligere, siger Verner Lundtoft Jensen.

Han bliver 55 år i april, så det er ikke fordi han regner med at trække sig tilbage til en drivertilværelse:

- Men beslutningen er truffet meget hurtig - og der er ikke nogen fremtidsplaner. Men der dukker sikkert et eller andet op, siger han.

Den afgående formand siger, at han nu skal hellige sig privatlivet mere, da det efter de mange år i fagforeningen er blevet slidt rigtigt meget:

- Jeg har været sammen med den samme kvinde i 32 år - og hun har måtte betale en pris ligesom mine tre børn. Men der er ikke noget drama i det, hverken politisk eller noget andet. Men på et eller andet tidspunkt er det nok - og nu var det nok, siger han.

/ritzau/

Formanden for kabinepersonalet i SAS stopper. Arbejdsforholdene er dårligere end nogensinde, siger han i sin afskedssalut.

Offentliggjort Sidst opdateret