Stjålne julekugler fra Nakskov efterlyses

I Nakskov Handel & Erhverv ærgrer man sig over meningsløst tyveri.
Der er tale om de lyskugler, der er monteret på bystanderne, og som vinteren igennem skal lyse op i gadebilledet.

- Det er vanskeligt at se, hvem der kan bruge julekuglerne, men der er alligevel stjålet fire af dem, og en femte har været udsat for hærværk og er helt ødelagt, siger Lise Simon, der oplyser, at kuglerne koster 5.000 kroner - pr. styk vel at mærke.

Det er Nakskov Handel & Erhverv, der har betalt de i alt 40 flotte kugler, og som igen må til lommerne, hvis der skal nye kugler op.

Lise Simon opfordrer tyvene til at levere de fire resterende kugler tilbage, eller at give et anonymt tip om, hvor de kan findes.

Foto: Jan Knudsen

Julekugler til 5000 kroner pr stk er stjålet fra gadebelysningen i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret