Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at ledigheden toppede sidste sommer.
De seneste par måneder er ledigheden steget svagt, men ligger kun en smule over niveauet for en måned siden, viser friske tal fra Danmarks Statistik.
- Det går bedre i Danmark end i andre lande. Men det er selvfølgelig en ringe trøst, hvis man selv er arbejdsløs, siger ministeren.
Hun forventer dog, at ledigheden vil falde i løbet af efteråret.
- Usikkerheden i den europæiske økonomi har påvirket det danske arbejdsmarked. Jeg er dog fortsat fortrøstningsfuld og forventer, at arbejdsløsheden vil falde, når vi ser lidt længere ud i fremtiden, siger beskæftigelsesministeren.
Bruttoledigheden er i dag på 162.300 personer, og det er cirka 7000 færre end for et år siden.
Økonomiske kommentatorer siger om den nye bruttoledighed på 5,9 procent, at ledigheden lige nu er steget en smule, fordi det danske forbrug er lavt. Økonomisk usikkerhed får folk til at spare op og ikke bruge penge.
I Danske Bank siger økonom Jens Nærvig Pedersen, at opbremsningen i ledighedstallet viser, at dansk økonomi er ramt af den midlertidige nedgang i de globale konjunkturer.
- Vi venter dog, at den svage stigning i ledigheden og faldende erhvervstillid kun er et bump på vejen i den økonomiske genopretning, siger Jens Nærvig Pedersen.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos mener, at mange danskere for øjeblikket foretager en forsigtighedsopsparing.
- S og SF, der står til at vinde det snarlige valg, har meddelt, at de øger skatterne med 18 milliarder kroner. Det kan familierne disponere efter og i så fald sænker det forbruget, siger Mads Lundby Hansen.
I Arbejderbevægelsens Erhversråd, AE, siger chefanalytiker Martin Madsen, at de nye ledighedstal viser, at Danmark har svært ved at slippe fri af krisen.
- Opstramningen af finanspolitikken er sat for tidligt i gang. Nu må vi få gang i væksten, udtaler Martin Madsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde