Stor bøde til lokal revisor

Den bedrageridømte Ronni Bilde-Sørensens særdeles luftige forretningseventyr har stadig konsekvenser for andre implicerede.

Bilde-Sørensen fik sidste år en årelang fængselsdom for sit gigantiske bedrageri med falske bankgarantier i forbindelse med overtagelsen af en række forretnings-lokaler på Slotsbryggen i Nykøbing F. Et bedrageri på over 28 millioner kroner.

I samme økonomiske størrelsesorden er andre uafsluttede sager ikke. Men trods alt alvorlige nok - nu også for den lokale revisor Lars Ulrich Aamand, der har drevet sin forretning under navnet Revisoren i Idestrup Aps.

Han har af Revisornævnet fået skarp kritik for "alvorlig tilsidesættelse af god revisorskik" og en bøde på 200.000 kroner.

Kendelsen fra nævnet er en udløber af konkurssager mod selskaberne Maritime Store Development Aps. og Fopur Season House Aps., begge med Ronni Bilde-Sørensen i centrale roller.

Revisornævnet har afsagt sin kendelse i maj, og den refereres nu i den seneste statusoversigt fra advokat Flemming Boye, Advodan Maribo, der er kurator i konkursen efter Four Season House. Dette selskab blev erklæret konkurs allerede for to år siden.

Flemming Boye henviser til kritik og bøde fra Revisornævnet i sagen om moderselskabet Maritime Store Development og påpeger,at forholdene i de to selskaber er nærmest identiske, og at man på det grundlag efter hans opfattelse måske kan anlægge erstatningssag mod revisor for at skaffe midler til konkursboet, hvor der i øvrigt ikke ser ud til at være værdier - kun milliongæld.

I første omgang forhandler man med revisors forsikringsselskab. Kritikken af revisor drejer sig blandt andet om, at revisor har godkendt regnskaber i et selskab, hvor kapitalen reelt aldrig har været til stede.

Revisor Lars Ulrich Aamand er kortfattet i sin kommentar:

- Jeg har ikke set kendelsen og kan derfor ikke udtale mig. Og så kan jeg generelt heller ikke sige noget i en situation, hvor der måske kommer en retssag, siger han.




Endnu en kendelse i kølvandet på Slotsbrygge-bedragers forretningsmæssige luftkasteller. 200.000 kroner i bøde fra Revisornævnet.

Offentliggjort Sidst opdateret