Stor dansk vingeproducent er solgt til GE for 11 milliarder
Amerikanske General Electric har betalt 11,2 milliarder kroner for LM Wind Power. her er et arkivfoto af en af fabrikkens støbeforme. Foto: Polfoto/Anders Brohus
Polfoto/Anders Brohus
LM Wind Power er solgt til amerikanske General Electric i milliardhandel, som ventes på plads i 2017.
Danske LM Group Holding har solgt sin vinddivision, LM Wind Power Holding, der er verdens største uafhængige producent af vindmøllevinger, til amerikanske General Electric.
Det oplyser LM Group Holding i en pressemeddelelse.
Handlen indbringer de nuværende ejere af vingeproducenten, den europæiske kapitalfond Doughty Hanson, 1,5 milliarder euro - eller knap 11,2 milliarder kroner. Den ventes gennemført i løbet af første halvår af 2017.
Ejerne har takket ja til en købspris, der svarer til 8,3 gange det estimerede driftsresultat for virksomheden for næste år, og salget giver god mening, siger topchef Marc de Jong.
- Tilbuddet fra GE giver tydelig kommerciel mening for væksten af LM Wind Power, og vi er begejstrede for udsigten til at have en global leder som ejer, siger Marc de Jong, administrerende direktør hos LM Wind Power.
Salget betyder stabilitet, synlighed og styrke til at vokse, siger han.
I første halvår 2016 leverede LM Wind Power en omsætning på 3,65 milliarder kroner - mens driftsresultatet blev 646,8 millioner kroner. Det svarer til en vækst på henholdsvis 40 procent og 81 procent på de to poster.
LM Wind Power hed tidligere LM Glasfiber og blev grundlagt i Danmark i 1940.
Virksomheden producerede oprindeligt træmøbler under navnet Lunderskov Møbelfabrik, men bevægede sig med tiden ind på et helt andet område med produktionen af vindmøllevinger af glasfiber.
Kapitalfonden Doughty Hanson overtog virksomheden i 2001.
LM Wind Power har i dag over 6500 ansatte i otte lande: USA, Canada, Kina, Indien, Brasilien, Spanien, Polen og Danmark.
Virksomheden har selv tidligere oplyst, at omkring hver femte vindmølle i verden har vinger fra LM Wind Power.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde