Stor tilfredshed med årets roekampagne
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Inden længe er det slut med sukkerproduktionen for denne sæson, og begge lokale fabriksdirektører er godt tilfredse.
Årets roekampagne nærmer sig hastigt afslutningen. På sukkerfabrikken i Nakskov er man så langt fremme, at de sidste roer forventes at blive leveret til fabrikken i dag onsdag, og i morgen torsdag regner man med at kunne snitte de sidste roer, så selve sukkerproduktionen ventes at være slut ved udgangen af ugen.
På sukkerfabrikken i Nykøbing er man ikke helt så langt fremme. Her forventer fabriksdirektør Jesper Jeppesen, at man kan snitte de sidste roer på mandag, og han regner med, at man er færdige med at producere sukker dagen efter.
Han er meget tilfreds med forløbet af årets kampagne.
- Det er gået rigtigt godt. Vi har kørt med en høj, stabil fart det meste af tiden. Jeg er meget tilfreds både med kampagnen og med medarbejdernes indsats. Det eneste, jeg godt kunne have ønsket mig anderledes, var, at der var lidt mere sukker i roerne, siger Jesper Jeppesen.
Sukkerprocenten bliver, som tidligere omtalt her på folketidende.dk, den laveste i flere år og ender et stykke under 17 procent. Ifølge Jesper Jeppesen er det efterårets massive regnvejr, som er skyld i den lave sukkerprocent.
- Det har været et godt år på grund af farten i produktionen, men når der er mindre sukker i roerne, koster det mere at lave sukkeret, fordi der skal dampes mere vand ud af roerne, forklarer Jesper Jeppesen, som dog ikke forventer, at sukkeret vil blive dyrere for forbrugerne af den grund.
Hans fabriksdirektør-kollega på sukkerfabrikken i Nakskov, Allan Borreskov, er også godt tilfreds med forløbet af årets roekampagne.
- Vi har haft en fin kampagne. Det er kørt lidt hurtigere end forventet, og vi har ikke haft nogen større nedbrud, så jeg vil sige, at det har været et fornuftigt år, selvom vi også har været udfordret af den lave sukkerprocent, siger Allan Borreskov.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker