Hovedaktionæren i Amagerbanken, Karsten Ree, stiller spørgsmålstegn ved bankens muligheder for at overleve. Han mener kun, at en politisk redningsaktion kan forhindre, at banken kollapser, skriver dagbladet Børsen.
En række eksperter deler Karsten Rees pessimisme. De forudser, at Amagerbanken vil balancere på afgrundens rand denne sommer.
Dette står klart, efter at statens skraldespandsselskab til krakkede pengeinstitutter, Finansiel Stabilitet, har krævet, at Amagerbanken inden 15. september stiller med 750 millioner kroner, før en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner kan blive en realitet.
Karsten Ree, der blandt andet har tjent sin formue på salget af Den Blå Avis, ejer en tredjedel af banken.
- Jeg kan selvfølgelig bare komme med de penge, der mangler. Men det er ikke nogen særlig tænkelig udgang. Hvis jeg kom med en tredjedel, vil jeg jo forvente, at andre kom med to-tredjedele. Og jeg kan huske fra aktionen i december sidste år var, at det var en noget fodslæbende forsamling, og det er nok ikke sjovere gang nummer to, siger Karsten Ree.
I december sidste år blev Amagerbanken reddet, da Karsten Ree købte en tredjedel af bankens aktier og pumpede 500 millioner kroner ind i banken. Nu skal banken så igen ud at skaffe kapital.
- Nøgternt skal jeg stille med 250 millioner kroner ud af kapitalkravet på de 750 millioner kroner Men jeg har svært ved at se, hvordan Finansiel Stabilitet kan stille dette krav, siger Ree.
- Det virker misvisende i min verden. Jeg skal støtte mig til, at der er nogen, der af politisk vej siger, at der ikke er behov for den overdækning, som Finansiel Stabilitet har beregnet, og derfor skal det laves om. Det er det, jeg kan knytte mit håb til.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde