Storaktionær tjener på Parken-spekulanter

Storaktionær og bestyrelsesmedlem i Parken, Erik Skjærbæk, har solgt aktier i Parken for 5,3 millioner kroner. Det drejer sig om 46.325 stk. aktier.

Aktien blev ikke solgt på toppen i torsdagens handel. Aktien var oppe i 140 kroner, men lukkede i godt 110 kroner. Erik Skjærbæk har ganske simpelt udnyttet stigningen til at hjemtage en gevinst, siger han.

- Jeg syntes, det var en temmelig høj kurs torsdag, så kunne jeg lige så godt sælge lidt, siger han til RB-Børsen.

- Jeg kunne se, fordi Carsten Koch går på café, så stiger kursen, siger han og tilføjer.

- Så må der være nogen spekulanter, man kan straffe ved at sælge.

Carsten Koch er formand for LD, som er storaktionær i Parken. Han har bekræftet over for Politiken, at han har mødtes og spist frokost med den russiske rigmandssøn Arkady Abramovich, søn af Chelsea-ejer Roman Abramovich.

Rygterne om, at den russiske rigmandssøn er interesseret i Parken, kan han ikke kommentere.

- Det kan kun formanden, siger Erik Skjærbæk.

Erik Skjærbæk er stadig blandt de største aktionærer med en ejerandel på en procentandel på "19,7-19,8 stykker".

Aktierne er solgt gennem Skjærbæks normale bankforbindelse i Luxembourg. Storaktionæren var tidligere på ugen køber.

Selvom Erik Skjærbæk er bestyrelsesmedlem, forklarer han, at han kan sælge, da der er et såkaldt åbent vindue i seks uger efter regnskabet, der blev offentliggjort mandag.

Erik Skjærbæk har ellers benyttet flere lejligheder på det seneste til at gå på storindkøb af Parken-aktier.

Torsdag købte Skjærbæk for 2,1 million kroner, og tidligere på ugen tirsdag købte Skjærbæk for 4,3 millioner kroner i selskabet

/ritzau/

Efter flere opkøb i løbet af ugen sælger storaktionær i Parken Erik Skjærbæk nu ud af sine aktier i selskabet.

Offentliggjort Sidst opdateret