Det er pensionskassen LD og de øvrige storaktionærer, som har sendt Parkens bestyrelse på slankekur. Der er brug for friske nye kræfter til at håndtere krisen i selskabet, mener de.
LD's administrerende direktør, Carsten Koch, lægger ikke skjul på, at det er hovedaktionærerne, som står bag den opsigtvækkende udskiftning af tidligere LO-formand Hans Jensen, ejendomsmægler Peter Norvig og direktør Michael Kjær.
- Vi har drøftet sammensætningen med de andre storaktionærer og bestyrelsesformanden. Sammen er vi kommet til det resultat, at bestyrelsen skal slankes, siger Carsten Koch til Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen.
Ind kommer finansmanden Erik Skjærbæk, der i foråret købte 15 procent af aktierne i Parken. Det betyder, at bestyrelsen bliver to mand mindre.
- Vi synes, tiderne tilsiger en mindre bestyrelse, der kan være handlekraftig. Nu skal organisationen ind i en runde, hvor der skal trimmes og konsolideres, så gælden kommer ned og indtjeningen op. Vi har været helt enige om slankningen, siger LD-chefen.
Erik Skjærbæk er den tredjestørste aktionær i Parken. De øvrige to storaktionærer er LD med 29,94 procent af stemmerne og KPS Invest med 15,60 procent af kapitalen.
- Skjærbæk har en rigtig god baggrund. Det er en person, der har virksomhedsdrift helt inde under neglene, siger Carsten Koch.
Han bedyrer samtidig, at udskiftningen i bestyrelsen ikke skyldes utilfredshed med de tre nu forhenværende bestyrelsesmedlemmers indsats.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker