Større salg af medicin bidrager til dansk eksportvækst
Der blev eksporteret blandt andet mere medicin til udlandet i juli i forhold til samme måned sidste år, oplyser Danmarks Statistik. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Eksporten voksede mere end importen i juli i forhold til samme måned sidste år, oplyser Danmarks Statistik.
De danske virksomheder solgte i juli mere medicin til udlandet end i juli sidste år, og det bidrog til at øge landets samlede eksport.
Faktisk blev der eksporteret så meget, at eksporten overgik importen målt i kroner og øre. Derved var der et overskud på den danske handelsbalance på 8,1 milliarder kroner i juli.
Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
- Verden ramler omkring os, men eksporten fortsætter heldigvis med at trodse den globale modvind, skriver Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri, i en kommentar.
- Det er især vores store eksport af medicin og maskiner, der får os godt igennem en tid med international uro og lav vækst, tilføjer han.
Baggrunden for handelsoverskuddet i juli var en stigning i eksporten på 3,8 procent og en stigning i importen på 1,4 procent.
Den større eksport i juli fulgte, efter at juni havde vist et fald i eksporten på 4,2 procent. På trods af det er eksporten gået op med 5,8 procent i perioden maj-juli.
- Den underliggende trend peger op og bekræfter, at dansk økonomi i mange henseende er upåvirket af den globale usikkerhed, siger Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.
- Det store spørgsmål er, hvor længe dansk økonomi kan fortsætte upåvirket af situationen i vores samhandelslande, fortsætter han.
Økonomen fra Arbejdernes Landsbank vurderer, at der er gode muligheder for en fortsat vækst i eksporten. Det vil dog afhænge meget af en løsning på faktorer som handelskrigen mellem USA og Kina samt brexit.
- Det er ikke umuligt, at eksporten vil kunne blive ved med at stige i de kommende måneder. Men på den lange bane er vi nødt til at få en afklaring på de her faktorer, hvis det skal blive ved, siger Anders Christian Overvad.
Mens handelsoverskuddet voksede i juli, så faldt den danske betalingsbalance i juli sammenlignet med måneden før.
I juli var der således et overskud på betalingsbalancen på 15,1 milliarder kroner. Det var 0,5 milliarder kroner lavere end i juni.
Betalingsbalancen dækker over alle de økonomiske handler, som et land har med udlandet. Det kan være alt fra til- og frastrømning af udenlandsk valuta og varer eller tjenester.
Danmark har haft overskud på sin betalingsbalance siden 1980.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker