Større vareudbud vækster salget

Jens Agner præsenterer den nye webshop på computeren, som han håber, vil øge væksten. Foto: Flemming Keith Karlsen

Udvalget af udstyr til jagt og fiskeri hos Mertz Jagt & Fritid A/S er mere end fordoblet på få år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jens Agner, 28 år, der 1. juli 2016 overtog 50 procent af Mertz Jagt & Fritid A/S i Nykøbing og Nakskov og står til at blive eneejer af forretningerne om to-tre år, kan se tilbage på endnu et år med vækst i omsætningen.

Udvalget af både jagt- og fiskegrej er øget med over 50 procent, siden Jens Agner blev medejer. Foto: Flemming Keith Karlsen

Webshop - udstillingsvindue

- Jeg håber, at vi kan fortsætte væksten med vores webshob, som gik i luften 1. november i år. Jeg ser den som et udstillingsvindue for vores varer og håber, at den inspirerer lokale kunder til at handle med os. Jeg håber også, at vi på webshoppen kan få et salg uden for vores markedsområde. 90 procent af vores varer i de fysiske butikker er i webshoppen. Jeg har selv lagt cirka 5.000 varenumre ind, og fra vi sagde "go", til webshoppen gik i luften, gik der seks måneder, siger Jens Agner, der dog håber, at det bliver mere enkelt at vedligeholde webshoppen end at designe den fra bunden ad uden en professionel webdesigner.

Væksten i salget af fiskeudstyr hænger sammen med turismen i Marielyst i sommerhalvåret, og Jens Agner vægter et bredt sortiment. Foto: Flemming Keith Karlsen

Ny rekord

Den nye webshop havde også kundebesøg på Black Friday 29. november.

- Vi satte ny omsætningsrekord på Black Friday, idet omsætningen lå 15 procent højere end på Black Friday i 2018, siger Jens Agner, som har en ansat i butikken i Nakskov og en ansat plus en flexjobber i Nykøbing og selv pendler mellem de to forretninger.

Jens Agner er oprindelig bankuddannet og havde job i Lollands Bank i Nakskov, da han i 2016 blev medejer af Mertz Jagt & Fritid A/S, fordi ejeren, Per Mertz, indledte et generationsskifte med henblik på helt at afhænde jagt- og fritidsbutikkerne for at bruge kræfterne til salget af nye og brugte landbrugsmaskiner, der i dag sker fra hovedsædet i Maribo. I forbindelse med den forestående flytning af salget af brugte landbrugsmaskiner til Maribo, er det tanken, at et lokale i Nykøbing på 50 kvadratmeter, der bliver ledigt, skal bruges til en udvidelse af jagt- og fritidsforretningen her, så den bliver på 400 kvadratmeter. Udvidelsen er planlagt til foråret 2020.

- Der er hånd konkurrence i vores branche, men den store udvidelse af vores varesortiment der øges kontinuerligt, betyder, at vores to forretninger er blevet mere synlige. Vi glæder os også over, at vi har mange turister fra navnlig Marielyst om sommeren, og jeg tror på yderligere vækst, selv om mange i detailbranchen piver.