Det danske boligmarked befinder sig i en voldsom afkølingsperiode med det største årlige prisfald i mere end 15 år. På landsplan er priserne for parcel- og rækkehuse i 3. kvartal 2008 5,2 procent lavere end i samme kvartal sidste år, og antallet af hushandler er faldet med 20 procent, viser den nye opgørelse af ejendomspriser fra Realkreditrådet.
For ejerlejligheder er priserne i tredje kvartal faldet med 10,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år og antallet af handler med ejerlejligheder er faldet med 27 procent.
- Boligmarkedet har det fortsat svært. Vi har noteret det laveste antal handler af ejerlejligheder siden statistikken blev udarbejdet for første gang i 1995. Priserne er også faldet, ejerlejligheder mere end parcel- og rækkehuse, og de kraftigste fald er set i og omkring København, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Hos Realkredit Danmark oplyser cheføkonom Elisabeth Toftmann Asmussen, at prisfaldet er det største årlige boligprisfald i mere end 15 år. Hun mener, at det historiske prisfald er den rette medicin for et henslumrende boligmarked.
- Lavere priser er den eneste medicin, der kan få det danske boligmarked på højkant igen. Og kommer det danske boligmarked på dupperne igen, betyder det, at også handelsaktiviteten på boligmarkedet kan vende tilbage til mere normale niveauer, hvor købere og sælgere ikke går som katten om den varme grød, men er villige til at gøre en handel, siger Elisabeth Toftmann Asmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker