Grådige og uansvarlige bankfolk må tage deres del af skylden for finanskrisen, erkender Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup.
I en tale på Finansanalytikerforeningens årsmøde sagde topchefen blandt andet, at branchen kan takke sig selv for de massive imageproblemer, bankerne og især Danske Bank lider under, og at den finansielle sektor må påtage sig en betydelig del af ansvaret for finanskrisen.
- Vores "hovedsynd" er, at vi har haft et alt for optimistisk livssyn. Og det bliver vi med rette straffet for, sagde Peter Straarup ifølge Jyllands-Posten til årsmødet mandag aften i København.
Bankernes grådighed har blandt andet udløst nogle bankprodukter, som ikke har været til kundernes bedste.
- Banksektoren må også vedstå, at vi i visse tilfælde har produceret produkter, der tjener finansielle og spekulative formål - og ikke iagttager kundernes risikovillighed. Vi har set produkter, som kunderne ikke har haft brug for, og andre der er så komplicerede, at kunderne ikke har forstået dem. Vi har set udlån, der har været så behæftede med risiko, at de ligger milevidt fra klassiske dyder om god rådgivning og forsigtig kreditpolitik, uanset konjunktur, sagde Peter Straarup, som også er formand for Finansrådet, ifølge avisen.
Han slog også fast, at i fremtiden skal bankrådgivere uddannes bedre, ligesom man skal lære af krisen for at undgå lignende i fremtiden.
Bodsgangen er nye toner fra Danske Banks topchef, som før har udtalt, at bankerne intet ansvar havde for den finansielle krise.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde