Stramninger kan ødelægge opsvinget

Regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan er langt fra nok til at sikre både holdbarheden og troværdigheden til dansk finanspolitik, mener de økonomiske vismænd. Der er behov for flere reformer.

Men det er stik imod, hvad formanden for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet, Per Kongshøj Madsen, mener. Han er uenig med vismændene anbefaling om, at finanspolitikken bør strammes allerede fra næste år.

AERådets formand mener, at yderlig stramning vil give en stor risiko for, at luften tages ud af et i forvejen sårbart opsving:

- En neutral finanspolitik er den medicin, som dansk økonomi har brug for, hvis vi skal tilbage på vækstsporet og have skabt nye arbejdspladser, siger Per Kongshøj Madsen i en kommentar.

Også Jens Klarskov, administrerende direktør i Dansk Erhverv, mener, at det er vigtigt at tage nøje bestik af konjunkturbilledet, inden man lægger sig fast på graden af stramhed i den økonomiske politik til næste år.

- Hvis der allerede i 2011 trædes for hårdt på bremsen, risikerer man at gøre mere skade end gavn - særligt på privatforbruget og dermed også i aktiviteten i servicesektoren, siger Jens Klarskov.

Men overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen siger, at der er behov for snarlig vedtagelse af yderligere reformer, som kan bidrage til væsentlige forbedringer af den offentlige saldo både frem mod 2020 og på lang sigt frem mod 2050.

/ritzau/

Strammes finanspolitikken mere, kan det ødelægge en dansk økonomi i svag fremgang. Det mener flere økonomiske kritikere.

Offentliggjort Sidst opdateret