Strandede feriegæster hjem søndag

Efter mange timer i lufthavnen på Gran Canaria er 200 danske feriegæsters ærgerlige afslutning på ferien nu snart overstået.

Ifølge Star Tours direktør, Stig Elling, flyver de danske feriegæster hjem kl. 2.30 natten til søndag og er efter planen hjemme 9.30 søndag morgen.

- Vi har sørget for hotelværelser til de fleste af vores gæster, især børnefamilier og ældre. De får mad nu, og så er de hjemme i København i morgen tidlig, siger Stig Elling.

Forsinkelsen er udløst af en strejke hos det spanske luftfartsselskab Iberia, der står for check-in og bagagehåndtering på Star Tours fly. På mandag vil Star Tour klage til turistmyndighederne på ferieøen for at undgå en lignende situation næste lørdag, hvor Iberias personale også har varslet en strejke.

Det er netop i det tidsrum, at mange gæster ankommer og rejser fra øen. Derfor giver strejken store problemer for Star Tour, erkender Stig Elling.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå den samme situation næste lørdag, siger Stig Elling, der dog ikke tør udstede en garanti til de danskere, som skal holde ferie på øen i den kommende uge .

Star Tour vil blandt andet sende sit eget personale til Gran Canaria, som kan hjælpe med checkin næste lørdag.

Stig Elling erkender, at det har været en kaotisk dag for de 200 danske feriegæster.

- Det er mange timer at være i en lufthavn. Samtidig har vi ikke kunnet komme i kontakt med vores gæster, mens de var i transithallen. Det er næsten den værste situation, når man ikke får nogen informationer, så jeg kan godt forstå, hvis der er nogle gæster, der er sure i skralden, siger Stig Elling.

/ritzau/

200 danskere, der har været strandet på Gran Canaria, kommer hjem søndag morgen efter et kaotisk ophold i ferieøens lufthavn.

Offentliggjort Sidst opdateret