Strandens iværksætter

Alle funktioner står ikke på visitkortet. Listen ville blive lang. Jens Dahl, 54, ejer af Golf & Fun Park i Bøtø, er både direktør, handyman, formand for Sydfalster Turist- og Erhvervsråd, bestyrelsesmedlem i Guldborgsund Turistråd og frem for alt iværksætter.

På et areal af 11 hektar indrettede han i 2005 sin oplevelsespark, der besøges af 35.000 voksne og børn, som her får noget på opleveren. I et minilandskab med lokale ikoner som Gedser Fyr, sæler på Rødsand og havmølleparken udfor Nysted, hedder adspredelsen Adventure golf, der er minigolf i større målestok. Fodboldgolf og Frisbeegolf er andre tilbud.

I år er tilbuddene øget med Batting cage, amerikansk baseball, hvor bolden kastes af en maskine og skal rammes med bat. En drengerøvsaktivitet, mener Jens Dahl.

Driving range er årets anden nyhed, der er træning i golf. Endelig har parken til børn eldrevne biler, radiostyrede biler og eldrevne bumber boats.

- Selv om Marielyst og Bøtø er et traditionelt sommerhusområde, så skal folk have andre tilbud end stranden, siger Jens Dahl, der er bankuddannet.

Fra et job i IT-branchen kom han i 1995 til Falster, hvor han etablerede gocartbane på Bøtø. Han ville egentlig have været til Vestjylland, hvor han stammer fra, men valgte Falster på grund af en større turiststrøm.

Skal klare sig selv

I 2000 solgte han gocartbanen og rejste til Thailand, hvor han jobbede som dykkerindtsuktør og mødte sin kone, Hanne, der er havbiolog. Efter hjemkomsten i 2001 blev sommerhuset på Hasselø konverteret til et helårshus, hvor parret bor nu. Jens Dahl havde fortsat lyst til at jobbe med oplevelsesturisme og købte i 2004 arealet til oplevelsesparken og begyndte at designe den.

- Jeg vidste, at jeg kunne gennemføre det, for gocartbanen gik godt og er stadig god, siger Jens Dahl.

Golf & Fun Park står ham i 5,5 millioner kroner. For voksne koster parkens tilbud typisk 65 kroner og 45 for børn, men børn kan køre i elbiler og sejle for en 10-er. Tilbuddene baserer sig på, at folk skal klare sig selv. Hvis aktiviteterne er mandskabskrævende, så hænger det ikke sammen økonomisk.

- Ud af de besøgende, der er en blanding af danskere og turister, er der et barn for hver 3,4 voksne. Svenskere og nordmænd dominerer først på sæsonen og lige nu tyskere. P¨å en god dag kommer her 600 personer. Med meget dårligt vejr har 2007 været atypisk, fordi folk er kommet hver dag og har kørt på for fuld knald. Når det er godt vejr, kommer folk typisk først hen på ugen om eftermiddagen, fordi de er på stranden om formiddagen, siger Jens Dahl.

Golf & Fun Park har åbent fra påske til sidst i oktober, fra 1. september dog kun torsdag, fredag, lørdag og søndag klokken 10.00 til solnedgang.

Flere events, tak!

På længere sigt har Jens Dahl planer om at udvide aktiviteterne med en pay and play golfbane. Projektet er godkendt af Sydfalster Kommune, og han har 50 hektar på hånden, men vil først gå i gang, når det tyske marked rykker. Lige nu er kun 0,6 procent af tyskerne til golf.

Til sammenligning er fire procent danskere det. I to tempi er målet en 18-huls bane til cirka en million kroner per hul. Jens Dahl skønner, at golfbanen skal have 5.000-6.000 besøgende, før der er sorte tal på bundlinjen.

Under paraplyen, Marielyst Adventure, samarbejder Golf & Fun Park med Marielyst Go Cart & Paintball Center, Superbowling Marielyst og Aquasyd Dykker & Vandsportscenter om markedsføring af pakkeløsninger til turister og firmaer. Samarbejdet er begyndt at give resultater. Og hvor de fælles tilbud i dag markedsføres i brochurer og på en hjemmeside, er det planen at ansætte en marketingkonsulent.

-Vi har desuden planer om flere events. Selv om vi er konkurrenter, så har vi et godt samarbejde, og det kunne være sjovt med flere fælles tiltag, siger Jens Dahl.

Læs mere på www.golffunpark.dk



Havmøller i mindre målestok end i havmølleparken ud for Nysted indgår naturligvis i udsmykningen. Foto: Claus Hansen




Jens Dahl er også ubådskaptajn. Oplevelsesparken er indrettet sådan, at han selv kan betjene gæsterne fra parkens kiosk. Foto: Claus Hansen





Jens Dahl trækker 35.000 gæster til Golf & Fun Park og har nye tiltag på bedding

Offentliggjort Sidst opdateret