De statsansatte tilsynsteknikere på slagterierne har nedlagt arbejdet, og det kan give problemer med at få flæskestegen frem til julebordene.
På det, der normalt er årets travleste dag, måtte Danish Crown slagterierne mandag nemlig nøjes med at slagte omkring halvdelen af de planlagte svin.
Tilsynsteknikerne har ifølge P4 Nordjylland nedlagt arbejdet, fordi Fødevarestyrelsen har opsagt nogle lokalaftaler.
- Det giver os nogle meget store udfordringer med at nå at få flæskestegen ud til forbrugerne over hele Europa, siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes fra Danish Crown.
Tilsynsteknikerne nedlagde arbejdet mandag formiddag, og Danish Crown vurderer, at i tusindvis af svin derfor ikke er blevet slagtet som planlagt.
- Jeg synes godt, man kan sige, at tilsynsteknikerne, som jo forhindrer os i at slagte i samme omfang som normalt, har taget dyrene som gidsler, siger kommunikationsdirektøren til P4 Nordjylland.
Når en gris først er sendt af sted til slagtning, må den af hensyn til fødevaresikkerheden ikke sendes tilbage i stalden.
- Så derfor oplevede vi mandag ved middagstid, at vi havde flere end 10.000 grise kørende rundt på landevejene, og dem manglede vi opholdssteder til, siger Anne Villemoes.
Slagterikoncernen har ifølge kommunikationsdirektøren i dag brugt kræfterne på at genåbne gamle stalde, hvor grisene forsvarligt kan blive opstaldet natten til tirsdag.
Det vides ikke, hvornår tilsynsteknikerne møder på arbejde igen, så slagtningerne kan genoptages i fuldt omfang.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker