Strejkende SAS-ansatte laver forhandlingsoplæg til SAS
Det er endnu uklart, hvorvidt arbejdet genoptages under eventuelle forhandlinger, fortæller talsmand.
De strejkende SAS-ansatte, der holder møde på Hotel Hilton ved lufthavnen i Kastrup, er på vej med et forhandlingsoplæg til flyselskabet. Hvad der står i oplægget, og hvorvidt de strejkende ansatte vil genoptage arbejdet under eventuelle forhandlinger med SAS vides ikke.
Det oplyser talsmand for det strejkende personale, Jakob Esposito, til Ritzau.
- De sidder og arbejder på et oplæg, de vil aflevere til SAS. Sådan er situationen nu. De regner ikke med at være færdige før om et par timer, siger han kort efter klokken 17.00.
SAS fastholder, at der kun kan begynde drøftelser, hvis arbejdet genoptages fuldt ud. Flyselskabet understreger samtidigt, at der bliver tale om drøftelser og ikke forhandlinger.
Jakob Esposito kan oplyse, at fagforeningen for de strejkende, CAU, har forladt hotellet, efter de tidligere for eftermiddagen overbragte de strejkende kendelsen fra Arbejdsretten, der pålagde de strejkende at genoptage arbejdet.
Det bekræftes af CAU selv.
De tilstedeværende på Hotel Hilton er ifølge Jakob Esposito ved at være mærkede af den konflikt, der begyndte, da de nedlagde arbejdet i fredags.
- Mange af dem sidder og er ved at falde i søvn, fordi de har været vågne i 24 timer. De vil ikke være i stand til at gå på arbejde, siger han
- De er også meget afklarede med situationen. De har den på den måde: Hvis ikke de får sikret en overenskomst med Cimber, så er det bare om to år i stedet for den her uge, at de mister deres arbejde.
Et antal af de strejkende er blevet suspenderet af SAS. Ifølge Jakob Esposito har flyselskabet forsøgt at statuere et eksempel og skræmme de andre strejkende.
Talsmanden oplyser, at der ikke kun er strejkende SAS-ansatte samlet på Hotel Hilton, men også tidligere SAS-personale, der er blevet fyret.
Strejken har betydet aflysning af cirka 150 flyvninger weekenden over.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned