Stressfravær koster arbejdspladser 16 milliarder kroner om året
61,9 millioner arbejdstimer går hvert år tabt på danske arbejdspladser, fordi medarbejdere får stress. Det konkluderer en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Forskningscenter peger på stort potentiale ved forebyggelse og håndtering af stress. Fraværet koster dyrt.
Kan man som chef sørge for, at færre af ens medarbejdere får stress, kan det give økonomisk gevinst for virksomheden, viser ny forskning.
Fravær i forbindelse med stress koster nemlig danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner om året.
Det konkluderer Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i en pressemeddelelse efter at have set på data om arbejdsrelateret stress blandt flere end 50.000 medarbejdere, der blev fulgt i en toårig opfølgningsperiode.
Undersøgelsen anslår, at der årligt går 61,9 millioner arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser på grund af sygemeldinger, som kan sættes i forbindelse med stress.
Det svarer til 37.335 ansatte i fuldtidsstillinger.
Jacob Pedersen, seniorforsker ved NFA, siger, at der kan være mere arbejdskraft til samfundet at hente, hvis man formår at mindske antallet af folk, der får stress.
- Vores beregninger viser, at man hypotetisk kan sænke den tabte arbejdstid med timer svarende til 2446 fuldtidsansatte om året, hvis man lykkes med at reducere antallet af medarbejdere med et højt niveau af arbejdsrelateret stress med bare 10 procent, siger han i pressemeddelelsen fra NFA.
Undersøgelsen er lavet i samarbejde mellem forskere i økonomi og stressforskere. Den fokuserer kun på, hvad stressfraværet koster virksomhederne.
Forskerne har derfor ikke medregnet, hvad det for eksempel koster sundhedsvæsenet at tage imod stressramte patienter. De medregner heller ikke de omkostninger, der kan være i forbindelse med overførselsindkomster til folk, der har stress.
Undersøgelsen er foretaget blandt 52.763 medarbejdere.
31 procent af medarbejderne oplevede at have et højt niveau af arbejdsrelateret stress.
Den tabte arbejdstid er udregnet ved at sammenligne tilknytningen til arbejdsmarkedet for de medarbejdere, som svarer, at de oplever et højt niveau af stress, med de øvrige medarbejdere.
Der er justeret for en række faktorer som for eksempel forskelle i arbejdstid, BMI, rygevaner, alkoholvaner og kronisk eller længerevarende sygdom.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned