Amagerbankens afgåede administrerende direktør, Jørgen Brændstrup, har indgået en aftale om tre års løn, eller hvad der svarer til mere end 18 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.
Dagbladet Børsen skriver, at aftalen er indgået med bankens nu tidligere bestyrelsesformand, advokat Niels Erik Nielsen. Ifølge avisens oplysninger blev aftalen indgået onsdag morgen samtidig med, at Jørgen Brændstrup afleverede sin skriftlige opsigelse.
Det skete få timer før bankens ekstraordinære generalforsamling, hvor Niels Erik Nielsen sammen med det meste af Amagerbankens øvrige bestyrelse blev skiftet ud.
På generalforsamlingen takkede Niels Erik Nielsen den afgåede direktør for hans indsats, men nævnte intet om den fratrædelsesaftale til en værdi af 18 millioner kroner, han netop havde indgået med Jørgen Brændstrup, skriver Børsen.
Men intet tyder ifølge avisen på, at Amagerbankens nyvalgte bestyrelse vil udbetale de tre års løn til Jørgen Brændstrup.
Den nuværende bestyrelsesformand, advokat Niels Heering, vil intet sige om fratrædelsesaftalen.
Han holder sig derimod til, at Jørgen Brændstrup selv har sagt op:
- Der ligger en opsigelse med et kontraktmæssigt varsel på seks måneder til mig og den nuværende bestyrelse. Det er, hvad jeg forholder mig til, siger Niels Heering til Børsen og har ikke yderligere kommentarer.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker