Strid om milliarder førte til dramatisk opgør i Grundfos
Niels Due Jensen, arving til Grundfos, var ifølge erhvervsmediet Finans uenig i strategien hos det tidligere formandskab i den fond, der ejer pumpegiganten. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Scanpix/Henning Bagger
I oktober stoppede tre medlemmer af bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond, der sidder på magten i Grundfos.
Da tre bestyrelsesmedlemmer i oktober forlod den fond, der ejer pumpegiganten Grundfos, var årsagen en strid om milliarder med ejerfamilien.
Det skriver erhvervsmediet Finans med henvisning til anonyme kilder.
- Det tidligere formandskab ville flytte pengene væk fra Grundfos og skabe en stor pengetank i fonden, forklarer en kilde til Finans.
Det har tidligere været fremme, at opgøret i fonden, Poul Due Jensens Fond, skyldtes uenighed om strategien for Grundfos. Uenigheden handlede blandt andet om at bruge milliarder på opkøb.
Men det, som udløste opgøret og fik den tidligere formand Jens Bager og næstformand Ingelise Bogason til at gå, handlede om, hvor Grundfos-formuen og dermed magten i selskabet skal ligge.
Ejerfamilien med Grundfos-arving Niels Due Jensen i spidsen var ikke med på at samle formuen i fonden.
Det ville nemlig åbne for, at pengene kunne bruges på andre ting end Grundfos. Det forklarer Jens Moberg, der siden er blevet ny næstformand i fonden.
- Det er bedst med en god balance mellem at have den fornødne kapital i Grundfos, samtidig med at vi opbygger en vis kapital i fonden. Men det er klart, at fonden er sat i verden for at støtte Grundfos, siger Jens Moberg til Finans.
Poul Due Jensens Fond ejer 88,1 procent af Grundfos. De øvrige aktier er ejet af efterkommerne til Grundfos' stifter, mens de ansatte i pumpevirksomheden også har en mindre bid.
Jens Bager, der repræsenterer de bestyrelsesmedlemmer, som forlod fonden, har ingen kommentarer til sagen.
Grundfos har omkring 19.000 ansatte rundt i verden. Virksomheden omsatte sidste år for 25,6 milliarder kroner og fik et overskud på 1,8 milliarder kroner.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker