Styrelse åbner for at ændre høje ejendomsvurderinger i dyre områder
Der er en risiko for, at ejendomsværdien i dyre boligområder er blevet vurderet for højt, erkender Vurderingsstyrelsen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foreløbige ejendomsvurderinger, der blev offentliggjort for to uger siden, er blevet mødt af massiv kritik.
Hvis man som boligejer var ved at få morgenkaffen galt i halsen for to uger siden, da de foreløbige ejendomsvurderinger blev offentliggjort, kan der være godt nyt på vej.
Vurderingsstyrelsen åbner nemlig for, at den i særtilfælde kan rette meget skæve ejendomsvurderinger, når det drejer sig om nye huse i dyre boligområder.
Det siger Claus F. Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen, i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
- Vi er i Vurderingsstyrelsen opmærksomme på problematikken med, at nye huse i dyre boligområder kan få relativt høje modelberegnede ejendomsværdier, siger han.
Styrelsen offentliggjorde de foreløbige ejendomsvurderinger den 12. september.
Siden er både styrelsen og skatteminister Jeppe Bruus (S) blevet mødt af massiv kritik.
Det skyldes blandt andet den pågældende problematik, som styrelsen beskriver i pressemeddelelsen.
Underdirektøren forsikrer dog boligejerne om, at for høje ejendomsværdier vil blive fanget i en manuel kontrol, der er ved at blive gennemført.
Derudover er man også beskyttet af en boligskatterabat, der træder i kraft fra det nye år.
Reglerne betyder, at ingen af dem, som bliver i deres nuværende ejerbolig, kommer til at betale mere i skat i 2024, end hvad der er blevet betalt i år.
I den nye boligskattelov er ejendomsværdiskatten blevet næsten halveret til 0,5 procent, og grundskyldpromillerne, der varierer i kommunerne, sænkes også betydeligt.
Ifølge Vurderingsstyrelsen får man rabatten, så længe man ejer boligen. Men man får ikke mere rabat, hvis boligskatten stiger senere.
I alt gives der skattelettelser for omkring ti milliarder kroner.
Størstedelen af kritikken, der er rettet mod de nye vurderinger, skyldes, at mange boligejere har fået vurderet deres grundværdi højere end ejendomsværdien.
Det betyder i teorien, at huset har en negativ værdi.
Man vil dog manuelt gennemgå 68.000 af de godt 1,8 millioner ejendomsvurderinger, hvor denne fejl netop gør sig gældende.
Folketingets Ombudsmand, hvis opgave er at beskytte borgernes rettigheder, er desuden gået ind i sagen om ejendomsvurderingerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub