Styrelse advarer mod falske varer op til black friday
På black friday køber mange danskere varer både i de fysiske butikker og på nettet. Og særligt på nettet kan man støde på kopivarer, advarer Patent- og Varemærkestyrelsen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det kan både være farligt for en selv og ramme samfundets økonomi, hvis man køber kopivarer, lyder advarslen.
Der er mange årsager til at prøve at undgå kopivarer, lyder det fra Patent- og Varemærkestyrelsen, som i forbindelse med black friday advarer forbrugerne mod at købe falske varer.
For ikke nok med at kopivarer koster samfundet store summer i tabt omsætning og tabte arbejdspladser. Flere af de falske varer kan nemlig også være direkte farlige for forbrugerne.
Det kan de, hvis de for eksempel indeholder sundhedsskadelige stoffer eller på andre måder ikke lever op til danske sikkerhedsstandarder.
- Du risikerer også at få stjålet og misbrugt dine kreditkortoplysninger af kriminelle bagmænd eller at få malware på din computer, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
OECD og den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, skønner, at handlen med kopivarer udgør op til 3,3 procent af verdenshandlen - eller cirka 3380 milliarder kroner årligt - og op til 6,8 procent af importen til EU.
Ifølge Patent- og Varemærkestyrelsen mister 11 forskellige sektorer i Danmark årligt 4,2 procent af det direkte salg herhjemme på grund af kopivarer.
Det svarer til 6,17 milliarder kroner i tabt salg for virksomhederne og knap 4000 arbejdspladser i Danmark.
Og hvor det engang mest var luksusvarer, der blev kopieret, er det i dag næsten alle typer af varer.
Derfor er der fortsat behov for at gøre opmærksom på, at det er en dårlig idé at købe kopivarer, mener Patent- og Varemærkestyrelsen.
- Vi prøver at skabe opmærksomhed om farerne ved kopivarer, nu hvor en af årets største shoppingdage skydes i gang, siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Et af de tip, som styrelsen har til at undgå at købe kopivarer på nettet, er at være opmærksom på, om der er sprogfejl eller skæve priser på den pågældende hjemmeside.
Hvis prisen er mistænkeligt lav, kan der også være grund til at tjekke en ekstra gang, om sælgeren har rent mel i posen.
Patent- og Varemærkestyrelsen opfordrer til, at man altid betaler med kort, så man kan benytte indsigelsesordningen og gøre indsigelse til sin bank og dermed undgå, at pengene bliver trukket.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet