Styrelse ændrer foreløbig vurdering af 75.000 boliger
En gennemgang foretaget af Vurderingsstyrelsen har især fokuseret på erhvervs-, land- og skovejendomme. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Grundværdier på land- og skovbrugsejendomme er generelt blevet reduceret "markant" efter kvalitetssikring.
Vurderingsstyrelsen ændrer den foreløbige vurdering af yderligere cirka 75.000 ejendomme. Det sker, efter at styrelsen har gennemgået en række vurderinger for at "kvalitetssikre" dem.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Det gælder blandt andet land- og skovbrugsejendomme, hvor grundværdierne generelt "reduceres markant", lyder det.
Gennemgangen har især fokuseret på erhvervs-, land- og skovejendomme. Her skal første rate af ejendomsskatten betales 2. april.
I november ændrede Vurderingsstyrelsen cirka 100.000 foreløbige ejendomsvurderinger.
I september sendte styrelsen nye foreløbige ejendomsvurderinger ud til omkring 1,7 millioner boligejere. Det er de vurderinger, som danner grundlag for boligskatten fra 2024.
Herefter var der en bølge af historier i medierne om skæve vurderinger.
I februar erkendte skatteminister Jeppe Bruus (S) i et interview med Berlingske, at der havde været for mange fejl i de foreløbige vurderinger.
- Der har været for mange fejl. Det har skabt usikkerhed, og jeg kan sagtens forstå, at der er folk derude, der tænker, "hvad sker der?", sagde han til avisen.
Særligt én type fejl havde ministeren gerne været foruden. Det drejer sig om de 68.000 ejendomme, hvor grundværdien er højere end ejendomsvurderingen.
Når Vurderingsstyrelsen bedømmer din ejendomsværdi, kigger den både på grundværdien - altså grunden alene - samt grunden og boligen som en helhed.
I samme uge, som de foreløbige ejendomsvurderinger blev sendt ud, meddelte Jeppe Bruus til TV 2 og DR, at de 68.000 tilfælde skulle gennemgås for fejl.
Der er tale om de foreløbige vurderinger for 2022. Boligejere vil modtage den endelige vurdering i 2025.
Vurderingsstyrelsen anslår, at fire ud af fem boligejere vil komme til at betale mindre i skat efter de nye vurderinger, end de skulle have gjort efter de gamle regler.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde