Når det tyske luftfartsselskab Lufthansa onsdag morgen lader det ene af sine tre Airbus A380-fly lande i København, handler det om markedsføring af selskabets nye superjumbo.
Men for flyentusiaster bliver det en chance for at forevige det historiske øjeblik, når det kæmpemæssige fly med plads til 526 passagerer efter planen lander klokken 07.55 i Københavns Lufthavn på et kort tysk gæstevisit.
Efter et par timers ophold i fragtområdet i den østlige del af lufthavnen går det enorme fly igen på vingerne for at sætte kursen mod Sverige, og senere på dagen er det Oslo Gardermoen i Norge, der få besøg af det tyske fly.
På turen tilbage fra den norske hovedstad til hjembasen i Frankfurt passerer A380'eren ved 19.30-tiden Billund Lufthavn. Der bliver ikke tale om en landing i det jyske, men flyet gennemfører en overflyvning i lav højde.
- Vi er meget glade for og stolte af at få besøg af Lufthansas nyeste produkt. Det er udtryk for, at selskabet har stort fokus på det skandinaviske marked, siger John Nielsen, der er landechef for Lufthansa i Danmark.
På spørgsmålet om, hvorvidt Lufthansa på et senere tidspunkt vil flyve med Airbus 380 ud af København, svarer John Nielsen afvisende. Der bliver tale om et enkeltstående besøg. Udgangspunktet for flyet er Frankfurt.
Fra den tyske storlufthavn flyver Lufthansa til Tokyo i Japan tre gange om ugen med den nye Airbus. Fra 1. september er selskabet også begyndt at flyve til den kinesiske hovedstad Beijing.
25. oktober indsætter Lufthansa en Airbus A380 på ruten mellem Frankfurt og Johannesburg i Sydafrika.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde