Suspenderet FH-direktør fratræder sin stilling
Fagbevægelsens Hovedorganisation afholder ekstraordinær kongres 7. september, hvor der vil blive valgt en ny formand. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Michael Jacobsen stopper som direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Michael Jacobsen fratræder sin stilling.
Det skriver FH i en pressemeddelelse.
Det sker kort tid inden, at FH mødes på en ekstraordinær kongres, hvor der skal vælges en ny formand, efter at Lizette Risgaard trak sig på grund af historier om upassende berøringer.
I starten af maj lød det, at FH suspenderede Michael Jacobsen som en konsekvens af Lizette Risgaard-sagen, imens en advokatundersøgelse af Risgaard foregik.
- Direktør Michael Jacobsen er med virkning fra i dag suspenderet, indtil advokatundersøgelsens resultater forelægger og er blevet behandlet, lød det fra FH i en skriftlig kommentar i maj.
Advokatundersøgelsen, foretaget af Kromann Reumert, blev afsluttet i starten af august, hvor en af konklusionerne blandt andet var, at FH-toppen var frikendt.
Trods det har Michael Jacobsen været suspenderet siden da og frem til mandag, hvor FH annoncerer, at han stopper som direktør.
FH's fungerende formand, Morten Skov Christiansen, takker Michael Jacobsen for arbejdet i meddelelsen:
- Michael Jacobsen har løftet en række meget store opgaver i FH – ikke mindst fusionen og etableringen af en ny organisation. Det har han gjort med succes.
- Den 7. september 2023 får FH ny formand, som med sit eget ledelseshold skal have mulighed for at se frem mod de næste opgaver for fagbevægelsen. Det er Michael enig i, hvilket også vidner om hans professionalisme og loyalitet over for fagbevægelsen. Jeg ønsker Michael det bedste fremover, skriver Morten Skov Christiansen.
FH oplyser, at Morten Skov Christiansen ikke har yderligere kommentarer til direktørens fratrædelsen.
Peter Nisbeth har siden Michael Jacobsens suspendering fungeret som konstitueret direktør. Det vil han fortsætte med, indtil der er valgt en ny formand for FH, skriver organisationen i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde