De svenske konkurrencemyndigheder - Konkurrensverket - godkender fusionen mellem mejerigiganten Arla og det mindre svenske mejeri Milko, der har været i store økonomiske vanskeligheder.
Arla overtager Milko pr. 1. november, og i den forbindelse tvinges Arla til at frasælge Milkos mejeri i Grådö i Dalarne, oplyser Arla.
Før frasalget skal Arla reducere produktionskapaciteten til omkring en tredjedel. Mælkemængden skal ned fra 120 millioner kilo til 50 millioner kilo beregnet på årsbasis, har Konkurrensverket bestemt.
Myndighederne forlanger også, at Arla i løbet af det næste halve år skal frasælge fem konkrete varemærker fra Milkos sortiment.
Planen er, at samtlige Milko-produkter fra maj næste år skal indgå i Arlas sortiment og sælges i Arla-emballage.
Fusionen kommer til at koste arbejdspladser, men hvor mange kan Arla endnu ikke sige.
- Fusionen betyder, at lokale landmænd kan fortsætte med mælkeproduktion, men fusionen har baggrund i økonomiske problemer i Milko. Derfor kan vi ikke bevare alle arbejdspladser, siger Christer Åberg, koncerndirektør for Arlas svenske marked.
Milko har i dag 340 medarbejdere, heraf 240 i produktionen. 560 landmænd har hidtil ejet og leveret mælk til Milko.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde