Svensk storbank spår bøder til Danske Bank for milliarder
Danske Bank kan blive ramt af bøder for op til 11 milliarder kroner for sin potentielle hvidvask af milliarder i Estland. Foto: Ints Kalnins /arkiv/Reuters
Ints Kalnins /arkiv/Reuters
Handelsbankens aktieanalytikere har gransket Danske Bank og ser en stor hvidvask-bøde i ny analyse.
Handelsbanken estimerer på linje med flere andre banker, at Danske Bank vil blive ramt af bøder i milliardklassen for den potentielle hvidvask, der er sket gennem Danske Banks estiske filial.
Det skriver Ritzau Finans, der tirsdag morgen samtidigt noterer sig, at Danske Banks aktier handles med en rabat på 30-40 procent i forhold til andre banker.
- Vi mener, at denne rabat afspejler udsigt til højere bøder end tidligere ventet. Vi venter nu bøder i intervallet fem til 11 milliarder kroner, en ESG-rabat (Environmental, Social and Governance, red.) og en rabat på grund af forringelsen af bankens momentum, skriver Handelsbanken.
Danske Banks estiske filial lod i årevis samlet op til 200 milliarder euro flyde igennem sig uden nævneværdig kontrol af, hvor pengene kom fra eller hvor de skulle hen.
En stor del af pengestrømmene kom fra lande som Rusland, Aserbajdsjan og Moldova. Danske Banks interne rapport om pengestrømmene har vurderet, at en stor del af transaktionerne har kendetegn for hvidvask.
Ud over bøden vurderer Handelsbanken, at sagen vil tage vigtig opmærksomhed hos Danske Bank.
- Dette vil medføre mindre fokus på kundeaktivitet. Endelig skal både direktøren og bestyrelsesformanden snart forlade banken, hvilket skaber noget usikkerhed på ledelsesfronten, skriver Handelsbanken ifølge Ritzau Finans.
Oven på en præsentation af Danske Banks interne rapport om ulovlighederne i Estland onsdag vurderede Jyske Bank, at der kan komme bøder på op til fire milliarder kroner i Danmark og op til 7,1 milliarder kroner fra udlandet - hovedsageligt USA.
Den schweiziske bank Credit Suisse har estimeret en bødestørrelse på 3,7-5,5 milliarder kroner. Det er baseret på bøder til bankerne HSBC og Standard Chartered.
- Indkommende pengestrømme (hos Danske Bank i Estland red.) fra Rusland, Baltikum og Cypern står for 67 procent af pengestrømmen svarende til 134 milliarder euro (1000 milliarder kroner red.).
- Der kan argumenteres for, at det er et godt startpunkt for at vurdere bøden, da disse lande er anset for at være højrisikolande af myndighederne, skrev Credit Suisse torsdag.
Danske Banks aktier er faldet med 28 procent siden nytår i takt med, at sager om hvidvask gravet frem af Berlingske Business har ramt avisforsiderne.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker