Svenske feriebørn giver besøgsrekord i Tivoli
En ekstra uges åben i forbindelse med halloween har betydet over en halv million gæster i den gamle have.
Tivoli har i 2014 udvidet halloweenperioden med en ekstra uge i et forsøg på at tiltrække svenskere, der har efterårsferie i uge 44. Den satsning ser ud til at være lykkedes. Andelen af svenske besøgende steg fra 3,5 procent til 7,5 procent i den uge.
- Vi har slået besøgsrekord med mere end en halv million gæster til halloween i Tivoli, der for første gang varede tre uger. Tanken var at tiltrække svenskerne, som har efterårsferie i uge 44. Det initiativ er lykkes, skriver Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Tivoli har haft 523.000 besøgende i halloweensæsonen i 2014 mod 417.000 i 2013. Stigningen dækker dog over et fald i antal besøgende per dag på over 1000 gæster.
Vejret har ifølge Tivoli ikke været med dem i år, hvor efterårsferien har været mere ramt af regn end sædvanlig.
- Uge 42 og 43 havde besøgstal på niveau med vores forventninger på trods af, at det regnede mere i efterårsferien, end det nogensinde har gjort, mens halloween har eksisteret, skriver direktøren videre.
- Uge 44 har vejret været mildt og tørt. Det har dels bragt danske gæster - for eksempel skoleklasser - hos Tivoli Undervisning. Dels har vi fordoblet andelen af svenske gæster i uge 44, så det er lykkedes at få svenskernes opmærksomhed.
Tivoli åbner igen til julesæsonen fra 15. november til 4. januar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned