EU's system for handel med CO2-kvoter har været offer for svindel de sidste 18 måneder. Det har kostet europæiske skatteydere knap 38 milliarder kroner i tab.
Det viser en ny opgørelse fra det europæiske politisamarbejde Europol. Mistanken om snyd opstod allerede i 2008, da handlen med kvoterne voksede voldsomt.
Ifølge chefen for Europol, Rob Wainwright er svindlen så omfattende, at den kan svække det europæiske kvotemarked.
- Vi bruger vores ekspertise til at hjælpe med at stoppe de organiserede kriminelle, som står bag svindlen, siger han i en pressemeddelelse.
Europol skriver også, at svindlen i nogle lande har fyldt op til 90 procent af markedet for handlen med CO2-kvoter. Ifølge Ekstra Bladet skulle det meste af svindlen have afsæt i det danske kvoteregister.
Det danske kvoteregister, administreres af Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet, og er langt det største i verden.
Ekstra Bladet har undersøgt samtlige firmaer og personer, der er registreret i det danske kvoteregister, og har blandt andet fundet firmaer, som tidligere er blev dømt for momssvindel.
Fuppen går ud på, at firma A fra Danmark for eksempel sælger en kvote til et britisk firma B, som ikke skal betale moms, da det foregår over grænsen.
Firma B sælger det videre til et andet britisk firma C men denne gang med moms, og scorer på den måde momsen.
Kvoten kan så sælges videre igen til firma D med moms, der så sælger det til et dansk firma. Og da det foregår over landegrænsen, får firma D momsen retur. Og sådan kan karrusellen fortsætte.
Markedet for handel med CO2 er steget eksplosivt de seneste år og anslås i år at nå 675 milliarder kroner på verdensplan.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde