Den økonomiske situation for svineproducenterne er den værste i mange år - hvis ikke den værste nogensinde.
Så kontant betegner formanden for Dansk Svineproduktion, Lindhardt B. Nielsen, virkeligheden for de landmænd, der producerer slagtesvin. Situationens alvor sættes i relief, når de danske svineproducenter regnes blandt verdens mest effektive.
- Vores effektivitet holder det generelt høje omkostningsniveau i skak. Vi producerer flere grise pr. so og har et lavere foderforbrug end vores konkurrenter på det globale marked. Men det er en skrøbelig balance, for slagterierne har ikke leveret de nødvendige prisstigninger til at få økonomien til at løbe rundt, siger Lindhart B. Nielsen.
I gennemsnit havde svineproducenterne betydelige tab både i 2007 og 2008. Landmændene fik 2,30 kroner mindre pr. kilo svarende 200 kroner pr. gris i fjor i forhold til 2007.
- Der er heldigvis tegn på en bedring af produktionsøkonomien i de kommende år, men for rigtigt mange bliver der tale om et langt, sejt træk, før hullerne efter disse to rædselsår er fyldt op, konstaterer formanden på en svinekongres i Herning.
Især slagtesvineproduktionen er under pres. Produktionen falder fortsat, og Lindhart B. Nielsen betegner situationen som "nu eller aldrig": Hvis ikke noteringen stiger betydeligt, og omkostningerne reduceres, kan konsekvensen blive, at det nuværende niveau for produktion af slagtesvin i Danmark om få år er en saga blot, og at størstedelen af produktionen i stedet eksporteres som smågrise.
I Tyskland får landmændene for tiden 80 kroner mere for et slagtesvin end de danske landmænd kan få.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker