Sydbank hjalp kunder med at skjule formuer

Danmarks fjerdestørste bank, Sydbank, har aktivt hjulpet kunder med at undgå arveafgifter ved at gemme deres formuer i Schweiz

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Det er sket ved, at banken har opsøgt rige udlændinge bosat i blandt andet Spanien for at få dem til at optage lån i deres ejendom via dansk realkredit.

De penge, der er frigjort ved belåningen, er blevet overført til Schweiz, hvor Sydbank har tjent penge på at investere dem for kunderne.

På den måde har banken udnyttet den schweiziske bankhemmelighed til at gemme folks formuer for skattemyndighederne.

- I Spanien svares der kun arveafgift på friværdien i fast ejendom. Belåningen tjener således først og fremmest det formål, at arveafgiften reduceres, fremgår det af en intern mail, som Jyllands-Posten har fået adgang til.

Den opsigtvækkende mail er sendt fra en direktør i Sydbank Schweiz til den øverste ledelse i Danmark, herunder topdirektør Karen Frøsig.

Forretningerne har fundet sted igennem flere år på trods af, at Sydbank, fremgår det af mailen, end ikke har haft licens til bankaktiviteter i Spanien.

Sydbanks metode vækker opsigt. Lars Krull, som er seniorrådgiver og ekspert i banker fra Aalborg Universitet, bryder sig ikke om, at pengene fra lånene havner i skattely.

- Hvis det primært er skat, der driver det og ikke et reelt behov for finansiering, bør man være på vagt, siger han.

Målgruppen for bankens salg har primært været rige pensionister, som vil spare arvinger for arveafgift af værdien af millionvillaer. Det skyldes, at man også i Spanien skal svare arveafgift af sin formue.

Er pengene eller ejendommens friværdi imidlertid gemt væk i Schweiz, kan de spanske skattemyndigheder kun se formuen, hvis kunden selv oplyser om dens eksistens.

Sydbank har ikke ønsket at kommentere historien.

/ritzau/

Sydbank har hjulpet udenlandske kunder med at undgå arveafgifter ved at gemme deres formuer i Schweiz.

Offentliggjort Sidst opdateret