Sydbank skal spare 150 millioner og øge indtjeningen

Der skal spares 50 millioner kroner om året i Sydbank frem til 2018 blandt andet ved færre medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ventede strategiplan i Sydbank betyder, at der skal spares og samtidig tjenes flere penge i banken.

Sydbank skal reducere omkostninger med 50 millioner kroner om året i 2016-2018 som en del af den nye strategiplan, Blå Vækst. Det oplyser banken i en meddelelse.

Det skal blandt andet ske ved, at banken får færre medarbejdere og færre filialer, lyder det i meddelelsen, men ifølge Ritzaus oplysninger bliver der dog ikke tale om fyringer i banken.

Ud over, at der skal spares, så skal Sydbank samtidig tjene flere penge. Banken skal øge basisindtjeningen med minimum 50 millioner kroner hvert år.

Desuden skal egenkapitalforrentningen være på minimum 12 procent efter skat.

Ifølge Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, skal strategiplanen sikre fortsat fremgang i banken.

- Blå vækst er en ambitiøs strategi, der skal sikre, at Sydbank fortsætter den positive udvikling, vi er inde i. Vi vil med afsæt i vores høje kundetilfredshed levere dygtigt, solidt og lønsomt bankhåndværk med kunden i centrum, siger Karen Frøsig i meddelelsen.

Den nye strategi bliver præsenteret i forbindelse med med bankens regnskab for tredje kvartal.

Her må Sydbank nedjustere forventningerne til årets indtjening. Det skyldes "fortsat stor konkurrence og det negative rentemiljø på trods af stigende bankudlån", lyder det fra banken.

Banken venter nu, at basisindtjening og handelsindtjening vil lande "uændret" i forhold til 2014. Tidligere ventede banken, at basisindtjeningen i 2015 ville være svagt stigende, og at handelsindtjeningen vil være stigende.