Sydbank taber stort på dårlige lån

Krisetider koster dyrt på bundlinjen i Sydbank. Bankens resultater for andet kvartal ligger langt under markedets forventninger.

- Turbulensen på de finansielle markeder har reduceret vores handelsindtjening betydeligt. Sammen med udgifter til Indskydergarantiordningen på 161 millioner kroner præger det regnskabet i væsentlig grad.

Det siger bankens administrerende direktør, Karen Frøsig, i regnskabet.

Basisresultatet før nedskrivninger på udlån endte på 371 millioner kroner, mens analytikerne havde regnet med et overskud på 467 millioner kroner.

Dårlige lån kostede Sydbank 240 millioner kroner i andet kvartal. Det sender basisresultatet ned på 131 millioner kroner.

Det Private Beredskab tager sin del af kagen på 63 millioner kroner.

Med et beholdningsresultat på minus 62 millioner kroner ender banken med et beskedent resultat efter skat på beskedne fem millioner kroner for andet kvartal mod ventet 159 millioner kroner.

- Den gennemsnitlige egenkapitalforrentning før skat er på 3,8 procent p.a. Det er ikke tilfredsstillende absolut set, men er under de givne markedsvilkår acceptabelt, siger Karen Frøsig.

Hun mener dog også, at der er lyspunkter i regnskabet.

- Regnskabet viser på linje med vores top treplacering i den europæiske stresstest, at banken er robust og solid, siger Karen Frøsig.

- Kreditkvaliteten er forbedret, nedskrivningerne er faldet med 23 procent til det laveste niveau siden 2008, og vores likviditet og kapitalgrundlag giver os den finansielle styrke til fortsat at udvide vores aktiviteter, tilføjer hun.

Sydbank fastholder forventningerne til bundlinjen hele 2011. Dermed ser banken fortsat et basisresultat før nedskrivninger på udlån på mellem 1,7 og 2 milliarder kroner.

/ritzau/

Sydbank fik et resultat på fem millioner kroner for andet kvartal af 2011 mod forventet 159 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret