TDC sælger schweizisk smertensbarn

Telegiganten TDC er sluppet af med sin sidste udenlandske forretning.

Efter længere tids tilløb sælger TDC sit schweiziske datterselskab, Sunrise, for cirka 18,6 milliarder kroner til den britiske kapitalfond CVC Capital Partners.

Koncernchef i TDC Henrik Poulsen siger, at salgsprisen afspejler den positive udvikling i Sunrise gennem de seneste år.

- Frasalget er et naturligt skridt ud fra ønsket om at fokusere på TDC som et nordisk telekommunikationsselskab. Jeg er glad for, at vi har fundet en solid fremtidig ejer, der kan sikre, at Sunrise vil fortsætte sin positive udvikling, udtaler han.

Selskabet venter, at salget indbringer en gevinst på 650 millioner kroner efter skat.

TDC købte tilbage i 2000 Sunrise på det værst tænkelige tidspunkt for omkring 35 milliarder kroner. Siden er alle køb i telebranchen nedskrevet voldsomt på grund af nedtur i branchen og stigende konkurrence.

Salget er betinget af en godkendelse fra de schweiziske tele- og konkurrencemyndigheder og forventes afsluttet i 4. kvartal 2010.

Det er samme myndigheder, som tidligere i år satte en stopper for TDC's planer om at sælge Sunrise fra i en fusion med det franske mobilselskab Orange.

Den overraskende melding fra konkurrencemyndighederne fik samtidig TDC's ejere, fem britisk-amerikanske kapitalfonde, til at udskyde et salg af den danske telegigant på ubestemt tid.

Med den nye aftale er vejen igen banet for, at de fem kapitalfonde, sin ejer 88 procent af TDC, kan sælge deres aktier i det børsnoterede teleselskab.

Sunrise er det næststørste teleselskab i Schweiz med en årlig omsætning på knap 10 milliarder kroner og 2,85 millioner kunder.

Datterselskabet har længe været til salg, da det ikke har bidraget tilstrækkeligt positivt til den samlede drift af TDC.

/ritzau/

Teleselskabet TDC frasælger det schweiziske datterselskab Sunrise for cirka 18,6 milliarder kroner til kapitalfonden CVC Capital Partners.

Offentliggjort Sidst opdateret