Det er ikke relevant for forbrugerne, at teleselskaberne ifølge It- og Telestyrelsen har udgifter på 286 millioner kroner til at håndtere sms-beskeder selv om de skovler 3,2 milliarder ind for sms'erne hos kunderne.
Det mener Jesper Theill Eriksen, direktør for TDC's privatkundemarked.
- Det giver ingen mening kun at kigge på sms-prisen. Man bliver nødt til at se på den samlede pris på en normal pakke, som forbrugerne betaler. Der er jo ingen, der kun bruger mobilen til sms. De bruger den også til data, samtaler og mms, siger Jesper Theill Eriksen.
Ifølge TDC-direktøren er priserne kun gået en vej - nedad. Og det skyldes den hårde konkurrence selskaberne imellem.
IT- og Telestyrelsen siger jo, at engrospriserne selskaberne imellem har været på samme niveau i en årrække. Har It- og Telestyrelsen ikke en pointe der?
- Det er ikke en relevant diskussion. Det er jo ligegyldigt for forbrugerne. Det, forbrugerne skal se på, er, hvad de skal betale for at bruge deres mobiltelefon. Forbrugerne bruger mobilen mere og mere, og de får mere og mere for pengene. Og det vil de fortsætte med, fordi der er så hård konkurrence, siger Jesper Theill Eriksen.
Tilbage står altså, at I har 286 millioner kroner i udgift, mens kunderne har betalt 3,2 milliarder. Har teleselskaberne ikke et problem over for kunderne?
- De priser har telestyrelsen bestemt tidligere. Det er ikke os, der har bestemt de engrospriser, lyder det fra Jesper Theill Eriksen.
Kan du forstå, hvis nogle kunder synes det er grådigt, at I har udgifter for 286 millioner og kunderne betalt 3,2 milliarder.
- Det er en forkert oplysning over for kunderne. Det kan godt være, at tallene er rigtige, men de er ikke relevante. Man burde i stedet se på, hvordan er priserne er faldet over den periode i stedet for at se det på en enkelt sms-pris. Man kan godt slå sådan nogle tal op, men det ændrer ikke på det faktum, at der er hård konkurrence på mobilmarkedet, fastslår Jesper Theill Eriksen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde